Begyndertræning
Nyt hold starter søndag den 18. september kl. 10 fra Bjergmarkskolens P-plads.
Vi starter med en lille tur, med plads til alle niveauer, hvor vi skiftevis går og løber.
Efter en kort tur går vi ind i Foreningshuset, hvor der vil være mere information om begyndertræning.
Målet er at kunne løbe 5 km til vores interne Nisseløb d. 18/12 og Nytårsløb d. 31/12.
Hvornår og hvor løber vi?
Der vil normalt være træning onsdag kl. 17.30 fra Bjergmarkskolen og søndag kl. 10 fra Stenhus P-plads.
Første træning er dog søndag den 18. september kl. 10 fra Bjergmarkskolens P-plads!
Hvad koster det?
Det koster 300 kr. fra nu til og med januar + indmeldelsesgebyr på 100 kr. For indmeldelsesgebyret får du en lækker løbejakke, som er uundværlig når det bliver lidt køligere.
Men bare kom første gang. Det er helt uforpligtende!
Vi glæder os til at løbe med dig.
Vi opfordrer alle til at tage en ven med til træning og til at sprede budskabet om begynderløb med 5 km som mål.
Vi siger VELKOMMEN og glæder os til at løbe med dig!
Kroppen skal tilvænnes til løb:
Når du begynder at løbetræne påvirkes store dele af kroppen, og en proces med at tilpasse kroppen til den nye situation starter. Men det er vigtigt at vide at forskellige dele af kroppen tilpasser sig i forskellige tempi.
- Hjerte, lunger og kredsløb, tilpasser sig i løbet af 4 uger. Det betyder at du hurtigt vil mærke en positiv effekt af træningen på dette område
- Muskelvævet tilpasser sig langsommere over 3 måneder.
- Sener og ledbånd tilpasser sig langsommere, nemlig over 6 måneder.
- Knoglevævet tilpasser sig langsommere endnu over 8 måneder.
Husk restitution
Løb er en belastning som kroppen skal vænne sig til. Får man for lidt restitution risikerer man en formnedbrydning i stedet for en formopbygning. Så selvom du måske føler, du kan løbe længere end programmet viser, så er det en rigtig dårlig idé at gøre det.
Derfor er det i en opstartsfase vigtigt at træningen forløber jævnt og stigende. Når man træner kroppen i en idrætsgren, sker der ved hver træningssession en nedbrydning af kroppens væv og muskler. Kroppen reagerer ved at genopbygge og styrke det ødelagte væv og derved opbygges kroppen gradvist. Omvendt betyder en stilstand i træningen at det modsatte sker og kroppen svækkes og dette kan gå lynhurtigt.
Få gode vaner og hold fast
At være løber for livet betyder at tage dagene som de kommer. De magiske dage, hvor alt bare er godt kommer uventet og man kan ikke bestille dem. De dårlige dage, hvor det bare er hårdt kommer med garanti også.
At løbe i klub
Der er en række fordele ved at være med i en løbeklub
- Det er en motivation for de fleste at vide at der står nogen og venter. Det betyder at man kommer ud at løbe oftere.
- Det er rart at kunne løbe og snakke med andre mens man motionerer.
- Den hårdere træning som flytter grænser for ens formåen bliv langt sjovere.
- Råd og erfaringer fra andre løbere.
Vi er i dag lidt omkring 400 medlemmer i alle aldre og på alle niveauer.