Stiftet den 15. marts 1985.

§ 1 Klubbens navn og hjemsted
Klubbens navn er Holbæk Løbe- og Motionsklub. Dens hjemsted er Holbæk Kommune.

§ 2 Klubbens formål
Klubbens formål er at samle medlemmerne om udøvelse af løb og løbetræning på motions- og konkurrenceplan.

§ 3 Medlemskab af organisationer
Klubben er medlem af DAF, DIF, DGI og derved underkastet disse organisationers vedtægter og love.

§ 4 Optagelse af medlemmer
Som aktivt medlem kan bestyrelsen optage enhver, der ønsker at være medlem, uanset alder samt dennes husstand.

Som støttemedlem kan bestyrelsen optage enhver, der ønsker at støtte klubben, uanset alder.

Optagelse af medlemmer i klubben under 16 år kræver skriftligt samtykke fra forældre/værge

Enhver indmeldelse skal ske skriftligt til klubbens kasserer.

Medlemmet/husstanden skal ved indmeldelsen betale et indskud fastsat af bestyrelsen.

§ 5 Kontingent
Bestyrelsen fastsætter hvert år i december det kommende års kontingent samt indskud for nye medlemmer

Kontingentet omfatter hele husstanden og opkræves årligt forud.

§ 6 Udmeldelse - eksklusion
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker til klubbens kasserer med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning. Medlemmet har krav på en skriftlig bekræftelse. Kontingent tilbagebetales ikke ved udmeldelse inden udløb af en kontingentperiode

Når et medlem er i kontingentrestance ud over 6 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der er udelukket på grund af kontingentrestance, kan optages på ny som medlem af klubben, før vedkommende har betalt sin gæld til klubben. I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning herom kræver dog, at mindst 3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og han kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling

Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særligt punkt på dagsordenen. Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af klubbens vedtægter. jf. § 16 (3/4 af de afgivne stemmer).

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.

§ 7 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i marts, indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved meddelelse til medlemmerne eller ved annoncering i dagspresse eller klubblad. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslagene skal optages i dagsordenen og udsendes til medlemmerne senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse

Stemmeret har alle medlemmer, ekskl. støttemedlemmer, over det fyldte 16. år, der har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingentrestan­ce. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.

§ 8 Dagsorden
Dagorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens og udvalgenes beretning for det forløbne år.

3. Behandling af evt. indkomne forslag.

4. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse samt budget for det kommende år

5. Valg af formand

6. Valg af kasserer

7. Valg af næstformand

8. Valg af sekretær

8a Valg af bestyrelsesmedlem

8b Valg af bestyrelsesmedlem

10. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen

11. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

12. Valg af udvalg og udvalgsformænd

13. Eventuelt

§ 9 Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jf. § 6, § 16 og § 17. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden.

Dog skal på begæring fra 1 stemmeberettiget medlem afstemning og valg foregår skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Referat af generalforsamlingen indføres i en protokol.

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes, når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsam­lingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat over for bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Om indkaldelsesmåde og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i § 7.

§ 11 Bestyrelse - Valg
Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til lovene.

Bestyrelsen består af 6 medlemmer. Formand, næstformand, kasserer, sekretær, og 2 menigt bestyrelsesmedlemmer.

Den ordinære generalforsamling vælger i lige år formanden og sekretæren 1 menigt medlem og i ulige år næstformanden, kasserer og 1 menigt bestyrelsesmedlem.

De af bestyrelsen nedsatte underudvalg udpeger for hvert udvalgs vedkommende af deres midte, et medlem af udvalget til deltagelse i bestyrelsens møder med talere, men ikke stemmeret.

Bestyrelsessuppleanter vælges for et år ad gangen.

Valg afgøres ved såkaldt almindeligt flertal. Genvalg kan finde sted.

§ 12 Bestyrelse -tegningsret
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når 3 af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstfor­manden, er til stede, jf. dog § 6. I formandens forfald indtræder næstformanden i hans sted, Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.

I tilfælde af stemmelighed har formanden (næstformanden) den afgørende stemme.

Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves dog underskrift af såvel formanden som kassereren. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af formanden, næstformanden og kassereren i forening.

§ 13 Udvalg – valg
Udvalg vælges for et år ad gangen. Kun udvalgsformanden vælges af generalforsamlingen. Som formand for et udvalg kan vælges et siddende bestyrelsesmedlem samt bestyrelsessuppleanterne. Hver udvalgsformand sammensætter selv sit udvalg, som skal godkendes af bestyrelsen. Udvalgenes kompetence og arbejdsområder fastsættes af den til enhver tid siddende bestyrelse. Bestyrelsen kan kræve, at der føres protokol over udvalgenes forhandlinger.

§ 14 Regnskab
Klubben regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen skal inden 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisorerne

Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorernes påtegning.

Driftsregnskab og status offentliggøres for klubbens medlemmer senest 8 dage før generalforsam­lingens afholdelse.

§ 15 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 kritiske revisorer og 1 revisor­suppleant, jf. § 8.

Revisorerne skal hvert år i februar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at behold­ningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Hver af revisorerne har til en hver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 16 Vedtægtsændringer
Forandringer af vedtægterne kan ske på en hver generalforsamling, når mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 17 Klubbens opløsning
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt eks­traordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 5/6 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes en ny generalforsamling, hvor beslutning træffes med ovennævnte stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

På generalforsamlingen skal samtidigt træffes bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med klubbens formue, herunder fast ejendom og løsøre, dog at simpelt stemmeflertal her er tilstrækkeligt.

I tilfælde af klubbens opløsning skal den formue, der er i behold, anvendes til idrætslige formål. Dog skal der til organisationer afleveres samtlige herfra modtagne ejendele ved klubbens ophør eller udmeldelse af disse.

I tilfælde af klubbens opløsning vil klubbens medlemmer ikke have krav på at få udbetalt en andel af klubbens formue.

Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 15. marts 1985.

Revideret på generalforsamlingen den 18. marts 1986, den 30. marts 1989, den 12. marts 1991, den 18. marts 1995, den 14. marts 2007, den 12. marts 2008 og den 11. marts 2009.

Hans Bruun-Jensen, formand, Karsten Kristiansen, sekretær

Holbæk Løbe & Motionsklub - Pølsekrogen 2, 2. TH - 4300 Holbæk - Tlf. 27252556